Karl-Heinz Pogner: K1 skal være mere end “the usual”

Karl-Heinz Pogner, lektor i Organisationers kommunikation ved for Department of Management, Society, and Communication, CBS og bestyrelsesmedlem i K1, har fra starten set stort potentiale i K1s ambitioner og struktur. I dette interview kan du læse, hvilke muligheder han ser, som gjorde, at han tidligt engagerede han sig i det store arbejde med at bygge foreningen op. Et engagement, der nu har resulteret i, at hans arbejdsplads, CBS, sponserer K1s nytårstaffel den 16. januar.

Af Katrine Ninn-Grønne

Karl-Heinz Pogner

Allerede fra K1s første spæde skridt i sensommeren af 2016, fulgte Karl-Heinz Pogner med i udviklingen af det nye samlingssted for professionelle kommunikatører. Som mange andre kommunikatører savnede han et sted, hvor han kunne udvikle og arbejde med de drømme han havde for kommunikationsfaget. Og det var på trods af, at Karl-Heinz til dagligt forsker og underviser i Kommunikation på CBS, hvor han bl.a. har været med til at opfinde, designe, etablere og lede en ny interdisciplinær uddannelse, som integrerer organisationsforståelse med et samfundsvidenskabeligt perspektiv på kommunikation. Men en akademisk hverdag og praksis er ikke det samme som at udfolde sine faglige drømme, når man brænder for at skabe forbindelse mellem forskellige praksisser – og altså forskellige kommunikationskulturer.

“Jeg bliver så irriteret, når folk sætter forskning (misforstået som ”teori”) og praksis op imod hinanden. De to står ikke i modsætning til hinanden – de er blot forskellige praksisser. Vi arbejder alle med kommunikation, og jeg udfører bl.a. den akademiske praksis, men det er blot en anden praksis end den mere kommercielle og operationelle praksis i kommunikationsbranchen. Og desværre betyder denne italesættelse og sproglige inddeling, at vi fokuserer mest på det, der adskiller praksisserne i stedet for at se, hvordan de kan berige hinanden. De to praksisser hænger, som alle mulige andre praksisser, sammen i det store kommunikations-fællesskab – og vi kan drage så meget nytte af hinanden. Hvis bare vi tillader samlæring, samarbejde og samskabelse. Det er derfor, jeg er så tændt på K1, for hvis vi rent faktisk kan skabe et sted, hvor dette er muligt – så er vi nået enormt langt og kan skabe utrolig stor værdi.”

Fællesskab uden romantik

Community-tanken er langt fra fremmed for Karl-Heinz. Han forsker i academic writing, discourse communities, negotiation of meaning, co-creation, urban development, urban governance og distributed leadership. Fællesskabstanken er vigtig for ham, men det er samtidig vigtigt for ham, at begrebet løftes fra den generelle romantisering, det ofte forbindes med.

“Et godt community er enormt værdifuldt. Men vi skal forstå, at et godt fællesskab ikke bare er hygge om pejsen. Tværtimod. Også her findes der flertydighed, konflikter og diskursive kampe. Og det er heller ikke bare en institution, hvor vi tager for os af de gode tilbud. For at K1 skal blive et godt community, skal vi holde fast i dialog-tanken og føre diskussioner, der går ud over det operationelle. Vi skal sikre os, at vi ikke kun er i dialog med os selv, hvilket er en modsigelse i sig selv. Også selvom det skaber gnidninger og konflikter. For det er her, der er noget virkelig spændende at komme efter. Så længe vi er enige om det overordnede mål – at skabe et værdiskabende mødested, hvor vi styrker kommunikationsfaget – så gør det ikke noget, at vi er uenige i detaljerne og kæmper for dem. Og så er det essentielt, at alle bidrager. Vi kommer ingen vegne ved at spørge, hvad K1 kan gøre for os selv. Vi skal hele tiden overveje, hvad vi kan gøre for den kommunikationsfaglighed, som K1 repræsenterer – og hvordan vi kan bidrage til at gøre verden lidt bedre”.

Kommunikatører med ansvar

Det var dog ikke kun tanken om at skabe værdi ved at sætte forskellige baggrunde og praksisser i spil, som gjorde, at Karl-Heinz først meldte sig til K1s Koordinerende Arbejdsgruppe og siden stillede op til bestyrelsen.

“Jeg håber, at K1 kan blive et sted, hvor folk gør mere, end de plejer. Jeg kan godt lide vittigheden med en fremmed, der går ind i en bar, hvor ingen kender ham. Og spurgt om hvad han vil drikke, svarer den fremmede: “The usual!”. Alt for ofte gør kommunikatører bare “the usual” uden at tænke på etik eller ansvar. Så bliver vi bare del af den propaganda-maskine, der stjæler begreber og tømmer dem for værdi. K1 skal være med til at sætte gang i refleksionerne, så vi gør mere end det sædvanlige. På den måde kan vi være dem, som Donald Schön kalder for reflekterende praktikere. Dem, som er med til at definere udfordringerne lige så vel som at løse dem”.

Holdningernes legeplads

Karl-Heinz Pogners ambition for K1 er kun én af mange. Der er mange holdninger repræsenteret i K1, og der er også plads til din. Vil du også være med til at skabe et community, hvor troen på kommunikations værdi skaber engagement, og engagementet skaber muligheder, så bliv en del af K1.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *